Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Trylleskoven! Vi er en lille, farverig institution, der ligger centralt i Valby, med tre vuggestuegrupper og to børnehavegrupper. Vi har en Instagram-profil, hvor vi deler små glimt af børnelivet i Trylleskoven. Se profilen her.

Vores hus

Vi holder til i et ældre hus med masser af farver på en stille villavej i Valby. 

Det første, du møder, når du træder ind i Trylleskoven, er vores nybyggede alrum, som er husets hjerte. Her er vinduer i loftet og masser af lys - og så er vores lyserøde vinkeltrappe i rummet altså lidt af et "must-see". I alrummet er der rig mulighed for motorisk udfoldelse og udvikling, og vi har alt fra madrasser, klatrevæg, gynger og trapez. Vi bruger også rummet som et ekstra rum, når vi deler børnene op i mindre grupper i løbet af dagen. 

I Trylleskoven elsker vi farver, og vi er ikke bange for at bruge dem med ekstra spræl i. Vores stuer er malet i forskellige farver, og vi oplever, at det stimulerer sanserne, fantasien og kreativiteten hos både børn og personale. Vi kan godt lide at skille os lidt ud og ikke nødvendigvis være som alle andre. 

Vores rum er opdelt i legezoner. Det kan være læsekroge med mange bøger eller et køkkenhjørne, der inspirerer til rollelege. Vi har et værksted i børnehaven, hvor børnene kan klippe-klistre, male og være kreative, og et konstruktionsrum, hvor de kan bygge med Lego. 

Udenfor har vi en dejlig legeplads med et lille "skovområde" bagerst med træer og buske. Legepladsen har blandt andet rutsjebane, gynger, sandkasse og tipier og små legehuse indrettet som købmands- og bagerbutik. Vi har også en køkkenhave, hvor børnene er med til at dyrke og høste grøntsager. 

Mindre grupper og samarbejde på tværs

I Trylleskoven arbejder vi med at sammensætte dynamiske og små grupper over hele dagen, både i aktiviteter, overgange, under måltidet og på udflugter. Det understøtter børnenes forskelligheder, potentiale og mulighed for at lære af hinanden.

Vi arbejder temabaseret med udgangspunkt i årstiderne. Når vi har vintertema klipper vi for eksempel snemænd og laver fastelavnspynt. Vi går ture og kigger på træernes nøgne grene og ser, hvordan vandpytterne fryser til is. Og vi pynter huset op med istapper af sølvpapir og lanterner i papir, så det er tydeligt for alle hvilket tema, vi arbejder med netop nu. 

Vi er ét hus med et fælles ansvar for, at dagligdagen hænger sammen. Det betyder, at vi dagligt fordeler ressourcerne, der hvor der er brug for dem. Vi arbejder i teams og samarbejder på tværs af både vuggestue og børnehave, og det er vigtigt for os, at der er en rød tråd i vores pædagogiske arbejde gennem hele huset. 

Hver stue har en tavle, hvor der hænger ugeplan, madplan og handleplan for huset pædagogiske udvikling. I alrummet har vi også en evalueringsvæg, hvor man orientere sig i vores pædagogiske arbejde, og hvor vi udstiller børnenes kreative værker.