Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave og skole

Når vuggestuebørnene nærmer sig 2 år og 10 måneder, skal de begynde i børnehave. Forud for dette holder vi en overflytningssamtale med jer og en pædagog fra vuggestuen og en fra børnehaven. Formålet er at skabe størst muligt faglig kontinuitet og overdragelse af viden i overgangen.

Cirka to uger inden børnehavestart besøger barnet børnehaven et par gange sammen med en voksen fra vuggestuen og eventuelt en lille børnegruppe fra stuen. Barnet er med til en aktivitet - det kan for eksempel være leg med magneter - og spiser og sover lur i børnehaven. 

Så vidt det er muligt, forsøger vi at flytte barnet sammen med en vuggestueven. 

Overgang fra børnehave til skole

Hvert år danner vi en storegruppe af de børn, der skal begynde i skole det kommende år. Storegruppen mødes en gang om ugen med faste aktiviteter og forløb.

I storegruppen arbejder vi med at give børnene de bedste forudsætninger for at starte i skole og give dem et kendskab til den nye hverdag, der venter.

Skoleparathed er meget andet end tal og bogstaver, og vores fokus er på de sociale relationer. At være skoleparat handler nemlig meget mere om at kunne indgå i sociale fælleskaber. At kunne sige til og fra, hjælpe og lytte til hinanden. At kunne vente på tur og modtage en kollektiv besked. 

I storegruppen lægger vi også vægt på selvhjulpenhed, og vi øver ting som selv at kunne tage sko og tøj på og bære sine egne ting og taske.

Inden børnene stopper i børnehaven, holder vi en lille afslutning. Det plejer at være en hyggelig eftermiddag med diskolys og musik, hvor vi får sagt pænt farvel til hinanden.  

Vi har et tæt samarbejde med Vigerslev Allés Skole og besøger KKFO'en forud for skolestart og er med til nogle aktiviteter - blandt andet deres Mini-OL.