Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

I Trylleskoven er den daglige dialog og tætte kontakt vigtig for vores forældresamarbejde. Vi prioriterer, at der altid er rum til, at du kan få nogle ord med hjem om, hvordan dit barns dag har været. Samtidig er vi altid tilgængelig for en ekstra snak eller et møde, hvis du har behov for dette.  

Vores pædagogiske leder Nicks kontor er placeret lige ved indgangen til huset, og han er altid åben for en snak. Det er vigtigt for os, at du føler dig velkommen i huset, og derfor prioriterer vi at møde alle med et godmorgen og et på gensyn. 

Derudover ønsker vi, at der er gennemsigtighed i, hvad vi laver, og at al information er tilgængelig. Hver stue har derfor en tavle, hvor der hænger ugeplan, madplan og handleplan for huset pædagogiske udvikling. I vores alrum finder du en tavle med vores årshjul og en visuel beskrivelse af dit barns rejse i Trylleskoven med en oversigt over forældresamtaler m.m. 

I alrummet har vi også to glasmontre, hvor vi udstiller børnenes kreative værker, og hvor læreplanstræet for både vuggestuen og børnehaven hænger. Vi ønsker, at det skal være let for jer som forælder at orientere jer i vores pædagogiske arbejde, og at jeres børn med stolthed kan vise deres kreationer frem.  

Aula

Aula er vores primære kommunikationskanal og en vigtig del af samarbejdet med jer. 

Det er på Aula, at vi deler praktiske informationer og sender invitationer til arrangementer ud, og hvor I indmelder ferie, sygdom eller pasning på en lukkedag. Det er vigtigt, at I husker dette, så vi altid ved, hvor mange børn vi bliver - det gør det nemlig meget nemmere for os at planlægge nogle gode dage for de børn, som er i huset.

Det er også på Aula, at vi deler billeder og historier fra hverdagen i Trylleskoven, så I kan følge med i, hvad jeres børn laver. Derudover sender vi vores uge- og madplaner ud. 

Forældresamtaler og forældremøder

I løbet af den tid jeres barn går i vuggestue og børnehave, har vi forskellige samtaler om jeres barns trivsel og udvikling. Omkring tre måneder efter opstartssamtalen, som vi har, når jeres barn starter, holder vi en opfølgende samtale om, hvordan den første tid er gået, og hvad vi eventuelt skal gøre anderledes. Sådan en samtale tilbyder vi også, når jeres barn har gået i vuggestuen i seks måneder. 

Derudover har vi samtaler, når jeres barn skal skifte til børnehave og skole, hvor vi taler om, hvordan vi sammen kan få gjort jeres barn klar til overgangen og det nye kapitel. 

Vi er altid tilgængelige for en snak, og du er til enhver tid velkommen til at bede om en samtale med de ansatte på dit barns stue. Ligesom vi naturligvis også tager initiativ til en snak med dig, hvis vi har spørgsmål eller bekymringer omkring dit barn.

Vi har forældremøde to gange om året - et i foråret og et i efteråret. Begge møder indledes med, at vi mødes fælles hele huset, og herefter fordeler vi os ud på stuerne.

Forældreråd

I Trylleskoven har vi et engageret forældreråd, der er blandt andet står for at arrangere forældrekaffe et par gange om året. 

I forældrerådet er I med til at diskutere og definere de værdier, som ligger til grund for den pædagogik, der præger de konkrete aktiviteter, som børnene og de voksne er sammen om i Trylleskoven. I har derfor mulighed for at præge institutionen på mange niveauer. I kommer tæt på dagligdagen i Trylleskoven og lærer medarbejderne og de andre forældre at kende.

Forældrerådet er sammensat af forældrerepræsentanter, medarbejderrepræsentanter og den pædagogiske leder, og valg til forældrerådet sker en gang årligt på et forældremøde for hele institutionen. Hvis I er interesserede i at deltage i forældrerådsarbejdet, kan I kontakte vores pædagogiske leder og høre mere.

Der er forældrerådsmøde fire gange om året.

Forældrebestyrelse

I Københavns Kommune er alle dagtilbud organiseret i klynger, og hver klynge har en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen fastsætter principper for klyngens arbejde og for samarbejdet mellem institutionen og hjemmet. Forældrebestyrelsen består af forældrerepræsentanter fra alle enheder i klyngen, personalerepræsentanter og klyngelederen.

Forældrerepræsentanten bliver valgt blandt medlemmerne i institutionens forældreråd. Forældrebestyrelsen holder møder seks gange om året.

Du kan læse mere om, hvordan du som forældre kan få indflydelse på dit barns hverdag her.