Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i Trylleskoven

Hverdagen i Trylleskoven er præget af vores tætte samarbejde på tværs af hele huset. Vi bruger ugeplaner, som altid læner sig op af det læreplanstema og sprogtema, vi arbejder med.

Morgen 

Huset åbner klokken 7. Vi skiftes hver måned til at åbne hos forskellige vuggestuegrupper. Fra 7-7.30 serverer vi morgenmad til de børn, der er sultne, og ca klokken 8.30 fordeler vi os ud på de enkelte stuer. 

I vuggestuen har vi fokus på at give børnene en hyggelig og rolig start på dagen, så der om morgenen kommer en god overgang fra hjem til institution. 
Vi tænder små LED-lys og sætter noget roligt musik på. I både vuggestue og børnehave har personalet sat minimum tre aktiviteter frem, som børnene kan gå til og fra. 

Formiddag

Vi har samling og spiser lidt formiddagsmad klokken 8.45 i vuggestuen. Børnehaven samles klokken 9.15. Begge børnegrupper synger nogle sange, taler om, hvem vi er her, og hvordan vejret er. Skal vi for eksempel have regntøj på i dag?   

Herefter deler vi os ud i mindre grupper med forskellige aktiviteter. Det kan være alt fra motoriklege i alrummet til kreative udfoldelser i vores værksted - for eksempel at male tønder i forbindelse med fastelavn. Vi har også et køkkenhaveprojekt på legepladsen, hvor børnene er med til at dyrke og høste grøntsager. 

Det er også typisk om formiddagen, at vi tager på tur. Når vi tager på tur, er det altid med et formål, så turen knytter sig til vores pædagogiske aktiviteter. Det kan for eksempel være, at en børnegruppe tager på Louisiana i forbindelse med et krea-projekt. Eller at vi går en tur i naturen, taler om årstidernes skiften og samler kastanjer, blade eller blomster, som vi bruger i vores kreative pædagogiske aktiviteter. Vi har årskort til Zoologisk Have, Den Blå Planet og Louisiana. 

Frokost

Klokken 11 er det spisetid, og vi samles til frokost. Under måltidet er der god mulighed for at øve madmod og selvhjulpenhed, og vi prioriterer måltidet som en pædagogisk aktivitet på lige fod med husets andre aktiviteter. Vi taler om, hvad vi spiser, og om hvad børnene har oplevet i løbet af formiddagen. Børnene er med til at tælle, hvor mange, der spiser med, og til at finde tallerkner og bestik frem. Under måltidet øser de selv op på tallerkenen, spiser med bestik og hælder vand i glasset.    

Efter frokost sover vuggestuebørnene lur. De mindste sover i barnevogn eller krybbe udenfor, mens de største sover indenfor på madras. 

Børnehavebørnene går på legepladsen. 

Eftermiddag

Omkring klokken 14 spiser vi eftermiddagsmad. Resten af eftermiddagen går med leg og aktiviteter med udgangspunkt i børnenes spor - enten på legepladsen eller på stuerne. 

Klokken 16 samles vi på en stue i vuggestuen og på en i børnehaven. Vi har fokus på at afslutte dagen på en god måde og give forældrene nogle anekdoter med hjem, når de henter deres barn. Huset lukker klokken 17.